REFERAT AF ORDINÆRT AFDELINGSMØDE
Tirsdag den 19. september 2017, kl. 19.00
 
Til stede var beboere fra 20 lejemål, inkl. afdelingsbestyrelsen Erik Ebert (EE), Christel Lundal (CL) og Lissi Marquart (LM), i alt repræsenterende 40 stemmer. Fra Organisationsbestyrelsen (OB) deltog Lean Bernhoff (LB).
Referent: CL
 
EE bød velkommen og foreslog, at Lean Bernhoff (LB) blev valgt som dirigent.
 
Pkt. 1, Valg af dirigent og stemmeudvalg: LB blev valgt som dirigent og konstaterede, at varsling af og indkaldelse til afdelingsmødet var sket i henhold til vedtægterne. Herefter blev dagsordenen gennemgået og nedsat et stemmeudvalg, hvor Brian Pedersen og Lykke Poulsen stillede op og blev valgt. Endelig oplyste LB, at hvis nogen forlod mødet før dets afslutning skulle stemmeseddel afleveres. Som tidligere år blev mødet optaget mhp belysning af eventuelle senere tvister.
 
Pkt. 2, Bestyrelsens beretning - Beretningen var omdelt sammen med indkaldelsen og blev kort gennemgået af EE, som oplyste, at der var en fejl i antal af beboerinfo, der er udsendt 3 og ikke 2 J. Et spørgsmål om hvor meget det nye træ, der er bestilt, kostede, kunne bestyrelsen ikke svare præcist på, men udgiften vil ikke overstige hvad der er afsat til beplantning på DV-planen. Der var ingen yderligere spørgsmål til beretningen, der herefter blev godkendt.
 
Pkt. 3, Regnskab 2016. Blev gennemgået af EE. Der var ingen spørgsmål til regnskabet, hvorefter det blev taget til efterretning.
 
Pkt. 4, Budget 2018. EE fremlagde budgettet, som ikke indebar huslejestigning for det kommende år. Driftsbudgettet blev enstemmigt vedtaget.
 
Pkt. 5, Effektivisering – EE orienterede om, AAB’s udfordringer mht opfyldelse af Københavns kommunes krav om en udgiftsbesparelse på i alt 8,5% i perioden 2014-2018 og at vi, selvom vi bor i Tårnby kommune, også skal opfylde kravet om besparelse. Vi er godt på vej bl.a. med planen om at udskifte lamperne i kældrene, hvilket med en investering på kr. 230.000 (som er sat på DV-planen) vil give en årlig besparelse på kr. 40.000. Også det fremsatte forslag (6C) ville- ifald det blev vedtaget - give en betydelig årlig besparelse. I den mindre afdeling har vi sparet ferieafløser for ejendomsfunktionærerne væk, og er i gang med at udvide vores leverandørliste mhp øget konkurrence og mindre udgifter, specielt mht istandsættelse af flyttelejligheder. Bestyrelsen vil prøve at få udskiftning af entrèdøre og vinduer behandlet som en mini-helhedsplan, og dermed få mulighed for tilskud fra Landsbyggefonden.
 
Pkt. 6, Indkomne forslag
 
6A: Standard husorden for AAB. CL orienterede om ændringerne i den af AAB udfærdigede nye husorden i forhold til den tidligere, hvorefter Standard Husorden for AAB blev enstemmigt vedtaget.

6B: Tillæg til standard husordenen, gældende for afd. 112 – CL orienterede om, hvilke ændringer afdelingsbestyrelsen havde foretaget i afdelingens tillæg i forhold til tidligere tillæg og den nye Standard Husorden. Tillæg til standard husordenen blev enstemmigt vedtaget.

6C: Indkøb af ny traktor, renovationsvogn og plastcontainere – EE redegjorde for det af afd.bestyrelsen fremsatte forslag, hvorefter det blev enstemmigt vedtaget.

6D: Regler for bi-lejemål . CL redegjorde for det af afd.bestyrelsen fremsatte forslag. Fra en mødedeltager blev fremsat et ændringsforslag, lydende på at meddelelse om ledigt bi-lejemål, udover at blive slået op ved vaskerier og i skabet ved 29, også blev annonceret på afdelingens hjemmeside. Med denne ændring gik forslaget til afstemning og blev enstemmigt vedtaget.

6E: Opsætning af bom ved Bredagervej 35-37 – forslagsstiller uddybede sit forslag. Efter lidt debat om hvor en eventuel bom skulle placeres og om, hvor omfattende problemstillingen med ulovlig parkering var efter den nye skiltning, gik forslaget til afstemning. Forslaget blev ikke vedtaget.
 
Dagsorden pkt. 7, Valg af afdelingsformand/bestyrelsesmedlem/suppleant:
Valg af afdelingsformand - Erik Ebert blev genvalgt for 2 år.
Valg af bestyrelsesmedlem - Lissi Marquardt stillede ikke op til genvalg pga personlige årsager. Ulla Gyllenborg stillede op og blev valgt for 2 år.
Valg af suppleant til bestyrelsen – Lykke Poulsen blev genvalgt for 2 år.
 
Pkt. 9, Evt.:
Der blev stillet spørgsmål til:
Træet overfor nr. 31, om ikke det kunne fjernes, så lysindfaldet blev bedre. Det ville samtidig skabe en ekstra P-plads. EE fortalte om afd.bestyrelsens bestræbelser på at få fjernet ikke bare det træ, men også det, der står overfor nr. 19. Alt sammen uden held, da Tårnby Kommune står stejlt på, at kommunens træer ikke skal fældes og slet ikke for at skabe plads til P-pladser.
Der var et ønske om at få mere varme på rørene.
Der var spørgsmål til, hvornår faldstammen i kælderen i 114-116 blev udskiftet og ikke blot repareret.
Det blev oplyst, at vaskemaskinerne i 37 tog forskellig pris på valgt program, nogle gange 13 kr. og andre gange 15 kr.
Under debatten om spærrebom ved 35-37 blev fremsat en ide om at de overskydende sten placeres fra skellet og hen til brandvejen langs gavlen af 37 og således forhindre evt. parkering på græsset. Det vil blive iværksat snarest.
 
Til sidst blev trukket lod om de 2 gavekort til Kastrup Bio. Inge fra 114 og Ulla fra 31 (IGEN J) blev de heldige vindere.
 
Mødet forløb i god ro og orden, og sluttede ca. kl. 21.00.
 
 
 
20-09-2017
Erik Ebert
Afdelingsformand
 
 
Opfølgning på afdelingsmødet:
Der er sat mere tryk på varmen den 20-09-2017.
Faldstammen i kælderen 114-116. Udskiftning er bestilt, men VVS’eren har været optaget af andre opgaver, hvorfor faldstammen blot blev repareret som midlertidig løsning.
Vaskepriser i 37. Nortec er kontaktet d.d. og det viser sig, at der er en fejl i opsætningen, men kun på maskine 1, der uanset programvalg konsekvent tager en pris (15 kr.). Så nogle har givet 2 kr. for meget og andre (som ikke har givet lyd fra sig J) har betalt for lidt. Nortec vil rette i opsætningen så vaskepris stemmer overens med programvalg.
 
 
 
21-09-2017, Afdelingsbestyrelsen, AAB112


 


 
Boligforening | Bredagervej 29, kld. | 2770 Kastrup | Tlf.: 32502504 | afd112@aab.dk