REFERAT AF EKSTRAORDINÆRT AFDELINGSMØDE MANDAG DEN 20-11-2017, KL. 19.00, FESTSALEN, SKOTTEGÅRDSSKOLEN.
 
Til stede var, udover den ”amputerede” bestyrelse Ulla Gyllenborg (UG) og Christel Lundal (CL), 22 beboere (i alt udgørende 48 stemmer) samt Hanne Dahlerup (HD) fra Organisationsbestyrelsen (OB).
 
CL bød velkommen. Startede med at takke for den ekstraordinære indsats ydet af suppleant Lykke Poulsens mand Kasper i forbindelse med at også 37, tv. fik varme om aftenen den 17.11. Kasper var ikke til stede, så et par udvalgte flasker rødvin blev givet til Lykke. Dernæst, lidt forsinketJ, præsenterede CL OB-medlem Hanne Dahlerup. Herefter overgik vi til dagsordenen.
 
1. Valg af dirigent. HD blev valgt og konstaterede, at varsling af og indkaldelse til afdelingsmødet var sket i henhold til vedtægterne. Herefter gennemgik HD dagsordenen og spurgte om nogen havde indvendinger, se pkt. 2. Endelig oplyste HD, at hvis nogen forlod mødet før dets afslutning skulle stemmeseddel afleveres. Som tidligere år blev mødet optaget mhp belysning af eventuelle senere tvister.
 
2. Skifte af driftsmodel fra ’administrativ classic’ til ’parlamentarisk’. CL redegjorde for det af afdelingsbestyrelsens fremsatte forslag og om hvilke opgaver, der var knyttet til den parlamentariske driftsmodel. Fra de fremmødte var der en del spørgsmål, bla. om hvorfor vi ikke først fik klarlagt om nogen havde lyst til at indgå i den allerede anvendte administrative driftsmodel. CL meddelte, at der erfaringsmæssigt ikke var den store lyst blandt beboerne til at indgå i bestyrelsesarbejde. Af denne grund var bestyrelsen af den opfattelse, at et skifte til parlamentarisk model ville være mere realistisk. Påpegede herudover, at der i det fremsatte forslag var anført, at den siddende bestyrelse var indstillet på at lade nye kræfter komme til. HD spurgte om der var 3 beboere der ønskede at stille op til ny administrativ bestyrelse. Det var der ikke, hvorefter forslaget om skifte af driftsmodel gik til afstemning. Det blev vedtaget med 22 stemmer, 1 stemte i mod og 1 undlod at stemme.
 
2. Valg til afdelingsbestyrelse:
2 a. Valg af afdelingsformand for en 2-årig periode: CL stillede op, men på den betingelse at perioden blev 1-årig. Dette blev accepteret. CL blev valgt som formand for en 1-årig periode.
2 b. Valg af bestyrelsesmedlem for en 1-årig periode. UG stillede op og blev valgt.
2 c. Valg af bestyrelsesmedlem for en 2-årig periode. Lykke Poulsen stillede op og blev valgt.
 
På forespørgsel fra salen om der ikke skulle vælges suppleanter, blev vedtaget at vi godt kunne vælge en suppleant til bestyrelsen. Joan Pedersen stillede op og blev valgt.
 
Mødet forløb som vanligt, i god ro og orden, og sluttede ved 20-tiden.
 
20-11-2017, Afdelingsbestyrelsen, AAB 112
 
Skiftet til anden driftsmodel er aftalt med HD at ske pr. 1. december. Den nyvalgte bestyrelse holder 1. møde den 4.12.2017, hvor vi aftaler hvilken dag om måneden vi fremover kan træffes på kontoret.
 
21-11-2017, Afdelingsbestyrelsen, AAB 112


 
Boligforening | Bredagervej 29, kld. | 2770 Kastrup | Tlf.: 32502504 | afd112@aab.dk